Vi forbinder ofte indianere med de fjerbehængte ryttere, som i gamle cowboyfilm og westerns kæmpede med de europæiske indvandrede, som forsøgte at kolonisere deres jord. Men virkeligheden er, at der historisk set har været en lang række indianerstammer i det område, der i dag udgør USA og Canada.
Indianerne har deres navn, fordi Christoffer Columbus, som i 1492 ankom til Mellemamerika – som han troede var Indien, og som han navngav de indfødte indbyggere i området efter.
Fra jægere og samlere til landbrug
De nordamerikanske indianere kommer formentlig fra Asien, idet de, mener arkæologerne, er vandret over isen på Beringsstrædet. Genetiske analyser viser, at der er omkring 75 % asiatisk DNA i vor tids indianere, og 25 % europæisk. Indianerne har altså rødder i både Asien og Europa, men vi ved ikke, hvornår den sammenblanding er sket.
Man regner med, at Nordamerikas indianere levede som jægere og samlere, sådan som de fleste menneskegrupper har gjort fra starten. Men efter en periode begyndte nogle af grupperingerne at organisere sig anderledes – de dyrkede afgrøder, samlede kvæg og dannede hjorde af tamdyr, således at tilværelsen blev mere stationær. Derfor findes der også i dag rester af mange velorganiserede bopladser og bebyggelser, hvor folk har boet gennem mange sæsoner.
Det er bemærkelsesværdigt, at indianerne ofte levede efter et regelsæt, som indebar en form for kollektivt eje over jord og andre ting. Det var en af grundene til, at der blev udkæmpet så hårde kampe mellem de europiske erobrere og de oprindelige folk, der ikke kunne forstå, at nogle mennesker kunne gøre krav på den fælles jord.
Syv hovedgrupperinger
I dag deler man den oprindelige, indianske befolkning i Nordamerika op i syv hovedgrupperinger. Disse grupperinger rækker fra Arktis i nord over det nordlige og østlige skovland i Canada og omkring de store søer i grænseområdet mellem USA og Canada, til prærien og det sydlige USA.
I dag forbinder de fleste Nordamerikas indianere med prærieindianerne, men de udgjorde således kun en del af den oprindelige befolkning. Til gengæld er det deres modstand mod de europæiske indtrængere, der er blevet kendt i historien, selv om alle grupperinger af den oprindelige befolkning oplevede, hvordan deres områder blev koloniseret.
Den europæiske indvandring var på mange områder en katastrofe for den oprindelige indianerbefolkning, der ikke havde våbenkraft til at modstå europæernes krudt og kugler. De tålte heller ikke mange af de sygdomme, som blev bragt med fra Europa. Nogle videnskabsmænd mener, at ni ud af ti indianere forsvandt efter den europæiske indmarch.