De indianere, der dyrkede jorden, måtte blive det samme sted, men kunne tage ud på sommerjagter. De indianere, der levede primært af jagt, måtte rejse omkring og følge efter byttedyrene, hvis de flyttede sig.

Foruden at rejse i forbindelse med jagt, rejste man også, hvis man ville i krig mod andre stammer, eller hvis man ville handle med andre stammer, hvilket var meget udbredt.

Transportmulighederne varierede fra område til område og afhang af transportbehovet og de forhåndenværende materialer og naturens beskaffenhed. Mulighederne kan deles i land- og vandtransport. Inden for landtransport er det:

gang - snesko - bærevugger - toboggans - hundeslęder - travois - heste.

I mange områder blev transportbehovet dækket ved at gå fra sted til sted. Dette satte stærke begrænsninger for, hvor meget man kunne have med sig. Indianerne kendte ikke hjulet (kun som legetøj i Mesoamerika!), så man brugte kurve, tasker og bylter, som kunne spændes på ryggen.

Slæder

På prærien brugte man hunde til at slæbe gods på små slæbekærer (travois), der bestod af en V-formet træramme med en lille platform midt på, hvor godset blev placeret. Da man senere fik heste, lavede man slæbekærerne større, så de kunne bruges til heste. Andre steder brugte man også en slags saddeltasker til hunde.

De hvide havde hesten med til Amerika. Man mener, at nogle heste slap væk fra spanierne i Mexico, hvorved der opstod flokke af vildheste. Indianerne så de hvide bruge heste (nogle troede i starten, at hest og rytter var ét dyr) og så snart ideen i at skaffe dem selv. Spanierne forsøgte at forbyde salg af heste til indianere, men indianerne skaffede sig alligevel heste ved handel, tyveri eller indfangning af af vildheste.

De første indianere, der fik heste var puebloer og andre i New Mexico i starten af 1600-tallet. Derfra spredte brugen af heste sig i løbet af 1600-tallet til de omkringliggende stammer: ute og shoshoni på bækkenet, kiowa og comanche på prærien, apache og navajo i sydvesten. I løbet af 1700-tallet spredte hesteholdet sig yderligere til næsten alle stammer på prærien samt flere stammer på plateauet og i Californien.

Hesten fik en afgørende rolle i udviklingen af præriekulturen. Før de hvide (og hesten) boede der ikke særligt mange indianere på prærien, men mange benyttede prærien som jagtområde. Med hesten blev det pludseligt nemmere at bo hele året på prærien. Det var nemmere at vandre fra sted til sted, da hesten kunne bruges til transport af både mennesker og gods. Desuden var det meget nemmere at jage bisoner til hest end til fods, og man kunne følge bisonflokken, når den vandrede.

Dette fik flere stammer til at flytte permanent ind på prærien, og det var faktisk første herefter, at præriekulturen, som vi kender den, udviklede sig.

Inden for vandtransport udviklede indianerne en lang række forskellige bådtyper, der hverisær passede til de lokale forhold. Dette skete i de områder, hvor naturen stillede vandveje til rådighed: ved havet, i søer og floder. Bådene kan inddeles efter materialevalget: træbåde, barkbåde og skindbåde. Den mest kendte bådtyper er nok de nordlige og østlige skovområders birkebarkskano.