Menneskets allertidigste historie har altid ligget meget hen i det uvisse. Man ved med en vis sikkerhed, at mennesket som selvstændig race formodenligt opstod et sted i det østlige Afrika. Herfra spredte mennesket sig langsomt til de andre kontinenter, først til Asien og Europa og senere til Australien og Amerika. Men præcis, hvordan og hvornår denne spredning er fundet sted, er meget uvist, og der er fremsat forskellige mere eller mindre underbyggede teorier om denne spredning.

I mange år har den fremherskende teori om befolkningen af de amerikanske kontinenter været det, at forskellige jægerfolkeslag fra det centrale og nordlige Asien er vandret over Beringstrædet og befolket Amerika fra nord mod syd. Denne den mest accepterede teori hedder Beringstrædeteorien.

Imidlertid er ikke alle tilfredse med denne udlægning. I første omgang kan en del indianere ikke selv acceptere den, idet de mener, at de altid har boet i Amerika. For det andet har forskellige forskere, historikere og andre fremsat alternative teorier, der forslår andre indvandringsveje. Den mest kendte er nok nordmanden Thor Heyerdahls ekspeditioner, der har forsøgt at påvise, at det var muligt at krydse både Atlanten og Stillehavet i forhistorisk tid. For det tredje er arkæologiske fund fra de seneste år begyndt at sætte alvorlige spørgsmålstegn ved, om Beringstrædeteorien alene kan forklare Amerikas forhistorie.

Personligt mener jeg ikke, at den ene teori udelukker den anden. Derfor vil jeg både gennemgå Beringstrædeteorien og kigge lidt nærmere på de alternative teorier.

Beringstrædeteorien

Ifølge Beringstrædeteorien indvandrede indianernes forfædre via Beringstrædet. Under den sidste istid (Wisconsin-istid) var der af flere omgange tilstrækkeligt vand "låst" i iskappen til, at vandstanden i verdenshavene sank så meget, at der dannedes en landbro mellem Sibirien og Alaska. Landbroen var op til 1500 km bred. Under denne istid var der i to omgang fast forbindelse mellem kontinenterne: 75.000-45.000 år siden og 25.000-9.000 år siden.

Det er utroligt svært at sige, hvornår indvandringen er fundet sted. Men én ting synes man at være enige om: Indvandringen skete ikke på en gang, men foregik i flere bølger over flere årtusinder. Desuden var de første amerikanere slet ikke klar over, at de var på vej ind i et helt nyt kontinent. I første omgang fulgte de blot deres byttedyr og nåede til det nuværende Alaska. Her blev de imidlertid stoppet af iskappen.

I slutningen af istiden begyndte iskappen at smelte. Vandstanden steg igen, og der dannedes større eller mindre korridorer, hvor indianerne kunne vandre længere sydpå. Forskningen viser, at der i slutningen af sidste istid blev skabt en korridor sydpå fra Alaska for omkring 12.000 år siden. Men til sidst steg vandstanden så meget, at landbroen over Beringstrædet helt forsvandt. Men det forhindrede ikke yderligere indvandring. De seneste indvandringer menes således at være fundet sted for ca. 4.000 år siden, da forfædre til eskimoer og aleuter krydsede Beringstrædet, muligvis i små skind- eller træbåde.

Beringstrædet er i dag 86 km bredt på det smalleste sted (som fra Roskilde til Farø) og er dækket af fastis fra oktober til juni.

Alternative teorier

Meget tyder altså på, at Amerikas indfødte, indianerne, er indvandret fra Asien. Mange af stammerne har imidlertid egne skabelsesberetninger og fortællinger om, hvordan menneskene og deres folk kom til verden. Traditionelle (konservative) indianere vil påstå, at deres folk altid har boet det samme sted eller i det mindst i Amerika. Mere progressive indianere er dog mere tilbøjelige til at give videnskabsfolkenes arkæologiske fund en større betydning.

Men nogle påstår, at indianerne i hvert fald ikke har levet helt isoleret fra omverdenen indtil 1492. Arkæologiske fund har således fastslået, at vikingerne med sikkerhed har besøgt Amerikas nordøstkyst (L'Anse aux Meadows på nordspidsen af New Foundland-øen). Et andet fund, som den etablerede videnskab også tør vedgå sig, er en norsk mønt fra Olav Kyrres tid (1066-80), der blev fundet i en indianerlandsby i den amerikanske stat Maine. Hvor langt ind i landet, de rejste, er der til gengæld stor uenighed om. I det 20. århundrede dukkede der nogle runesten op i det inderste af Amerika, f.eks. Kensington-stenen fra Minnesota. I lang tid har videnskabsfolkene diskuteret dem og andre "vikingefund" i Amerika (økser og spydspidser), og mange har anset dem for at være forfalskninger. Men nogle af dem er ikke desto mindre nu blevet godkendt som værende ægte. Det betyder, at vikingerne (omend et begrænset antal) har opholdt sig i den nye verden måske i længere tid (fra ca. 1000 til måske 1350).

Hvad er der så blevet af vikingerne? Måske døde de og forsvandt, men sandsynligvis har de efterhånden giftet sig ind i og er blevet optaget i forskellige stammer. De første europæere efter 1492, der kom ud til prærien, berettede om en stamme, hvor hårfarven kunne antage alle nuancer fra sort til blond og øjenfarven fra sort til grå og blå. Det var mandanerne, der næsten uddøde i det 19. århundrede. Er det mon i denne stamme, vikingerne fandt deres hjem i Amerika? Det kan vi kun gisne om, men sandsynligheden er nærliggende.

Nordmanden Thor Heyerdahl har desuden modigt udfordret den etablerede videnskab ved at fremsætte teorier om kontakt mellem kulturer på tværs af verdenshavene. I 1947 sejlede han en kopi af en forhistorisk peruviansk balsatræsbåd (Kon-Tiki) fra Peru til Polynesien i et forsøg på at bevise, at de forhistoriske indianere var i stand til at krydse Stillehavet, og han påstod, at Polynesien var blevet befolket fra Amerika og ikke fra Sydøstasien, som det almindeligvis antages. Ved en anden ekspedition i 1970 krydsede Heyerdahl Atlanterhavet i en forhistorisk ægyptisk papyrusbåd (Ra 2) fra Afrika til Amerika for at bevise, at kontakt mellem Middelhavets højkulturer (f.eks. fønikere og karthagensere) og Latinamerikas højkulturer var mulig.

I det hele taget er der flere tegn på, at der muligvis har været forbindelse på tværs af Atlanten. På begge sider byggede man således pyramider, der mindede meget om hinanden. Et af de mere bemærkelsesværdige folk i Mellemamerika var olmekerne, som man desværre ikke ved så meget om. Deres kultur kom til at danne startskuddet for andre senere kultur i samme område: toltekere, mayaer og aztekere. Men studerer man olmekernes skulpturer, ser man hurtigt, at det de fremstiller, ikke er så typisk indiansk endda. Nogle figurer har brede næser og tykke læber, i det hele taget negroide træk. Andre skulpturer er mere kaukasoide (europæiske) i udseendet, med f.eks. tydeligt fuldskæg. Underligt, ikke?

Da nogle af de første spaniere kom til Mexico havde de blandt andet også nogle søfolk fra Azorerne med, og det sagdes, at de kunne tale med nogle af indianerstammerne Mexico. Forfattere som Charles Berlitz argumenterer for, at grunden til dette kunne være, at der midt i Atlanterhavet engang lå et ørige, som talrige folkeslag både i Nord-, Mellem- og Sydamerika samt Europa og lande omkring Middelhavet fra gammel tid har berettet om, nemlig Atlantis. Grækeren Platon beretter om dette ørige, men forskerne har affærdiget det hele som fri fantasi. Men grækerne var langt fra ene om at fortælle lignende historier om et ørige i Atlanterhavet: Fønikerne og karthagenserne kaldte det Antilla, berberne i Nordafrika samt inderne for Attala, wallisere og keltere for Avalon, baskerne for Atlaintika, og aztekernes legender fortalte, at de selv var udvandret fra en ø ved navn Aztlán. Og både ægyptere, arabere, babylonere og endnu flere havde beretninger om et sådant ørige. Videnskaben har selvfølgelig svært ved at tage en sådan teori alvorligt, men utallige bygningsruiner både over, men specielt under havets overflade (f.eks. ved Bimini ved Bahamas), vidner om en højtstående kultur, som ingen rigtigt kan forklare. Selv samme folkeslag beretter desuden samstemmende om dette øriges undergang i noget der minder om kraftig geologisk aktivitet: jordskælv, vulkanudbrud og massive oversvømmelser, der til sidst gjorde, at Atlantis blev opslugt af havet og forsvandt. Men hvis Atlantis har eksisteret, kunne det forklare en hel del af de pudsige sammentræf, der er mellem kulturerne på begge sider af Atlanten. Svaret ligger måske og venter hundrede eller tusinde meter under havet.

Fra tid til anden hører man beretninger, som antyder, at kontakten mellem kontinenterne var mere udbredt i forhistorisk tid, og det gælder ikke nødvendigvis på tværs af Atlanterhavet. For eksempel mener nogle, at kinesiske handelsbåde har været på besøg ved den amerikanske nordvestkyst i 700-tallet. Det kunne måske også forklare, hvorfor kulturen på nordvestkysten adskiller sig så markant fra de andre indianske kulturer, som den gør. Det var en stærkt materialistisk kultur med tydelig klasseinddeling, hvor slaver kunne handles med efter for godt befindende.

Der er også dukket små brikker op, som ikke passer i det store puslespil. Beretninger om lyshårede og blåøjede folk i både Nord- og Sydamerika, fund af genstande af ikke-amerikansk oprindelse, og inden for de seneste år er der gjort en lang række skeletfund i både Nord- og Sydamerika, hvor skeletterne er mere europæiske end indianske. Det kendeste eksempel er Kennewick-manden, der blev fundet i 1996 ved Columbia-floden i staten Washington. Den første undersøgelse fastslog, at det tydeligvis drejede sig om en kaukasoid mand (europæer). Da man foretog en kulstof 14-datering, opdagede man imidlertid er manden var omkring 8.400 år gammel! Desuden havde han en forhistorisk indiansk spydspids siddende i hoften. Fundet medførte stor opstandelse blandt på den ene side indianerne, der påstod, at det var en af deres forfædre, og som med loven i hånden kan kræve skeletrester udleveret til begravelse, og på den anden side videnskabsfolk, der ønsker at undersøge dette bemærkelsesværdige skelet. Desuden har en gruppe, der bekender sig til vikingernes gamle tro blandet sig i striden og påstår, at det er deres forfader.

Den seneste DNA-forskning har afsløret, at nogle indianere genetisk er beslægtet med europæere. Nogle stammer (f.eks. sioux og ojibwa) har nemlig en særlig genetisk markør, som ellers kun findes i Europa. Hvordan disse europæiske gener er havnet i Amerika, ved man dog ikke endnu. Dette gennemhuller definitivt, at indianerne udelukkende er efterkommere af asiatiske jægerfolk. Nogle arkæologer mener desuden, at dette støttes af tydelige ligheder mellem Solutré-kulturen (Spanien/Frankrig 16-20.000 år siden) og Clovis-kulturen (17.000-10.000 år siden) i det sydvestlige USA.

Ud fra dna-analyserne kan man desuden se, at indianernes indvandring via Beringstrædet er sket i perioden 35.000 til 7.000 år siden, og at indvandringen er sket i flere bølger over lang tid. Formodentlig er dette kun de allerførste resultater fra dna-forskningen, der uden tvivl i de følgende år vil afstedkomme en væsentlig revurdering af menneskets fortid og oprindelse samt en for mange foruroligende omskrivning af historiebøgerne.

Sandheden skjuler sig i forhistoriens tågedis. Vi kan kun løfte en flig og få et udetaljeret billede af begivenhederne, som de fandt sted. Vi må sætte vor lid til, at fremtidige teknologier og opdagelser (f.eks. kortlægningen af de menneskelige gener) vil bringe os nærmere en opklaring af de mysterier, som vores fortid er så fuld af.