Det har været et fåtal af danskere beskåret at sætte sit præg på den amerikanske historie, men én dansker kom til at spille en afgørende rolle for Ruslands kolonihistorie i Amerika, nemlig Vitus Bering. Denne verdens kendte opdagelsesrejsende fra Horsens sejlede under russisk flag for Peter den Store og lagde med sin sørejse i 1741 grunden for Ruslands kolonisering af det, der siden kom til at hedde Alaska. Bering selv døde efter skibsbrud på Bering-øen.

Denne kolonisering kan ses som en naturlig forlængelse af russernes hidtidige kolonisering af Sibirien. Kolonisatorerne var i såvel Sibirien og Alaska de såkaldte promysklenniki, russiske pelshandlere og pelsjægere. I deres søgen efter pelsværk til de hungrende europæiske markeder havde de allerede krydset Sibirien, og det var derfor en selvfølge at fortsætte østpå til Nordamerika, hvor der var rigeligt med pelsdyr, især havodder og sæl.

Russernes fremgangsmåde over for de indfødte adskilte sig da heller ikke væsentligt fra andre kolonimagters - det vigtigste for zaren var pelsskatten på 10%, der tilfaldt kongehuset i St. Petersborg. Hensynet til landets oprindelige beboere blev - som ofte tilsidesat, og pelshandlernes fremfærd bar præg af, at yderdistrikterne i et imperium altid herskes af udstødte og magtsyge mennesker, der ikke er plads til i velordnede og retskafne samfund.

I begyndelsen var det almindelig praksis for pelshandlerne på øgruppen Aleuterne at skaffe sig pelsværk ved at tage landsbyens beboere som gidsler, dele fælder ud til mændene og kræve skind i bytte for kvinderne og børnene. Mens mændene var ude på jagt, fungerede kvinderne som konkubiner for russerne, og hvis mændene ikke leverede skindene, blev gidslerne skud. Hele landsbyer mænd, kvinder og børn blev derefter tvangsudskrevet til at garve skindene. Først da russerne i begyndelsen af 1760erne nåede Fox-øerne, startede aleuterne og eskimoerne at gøre oprør, og fra 1761-65 blev russerne udsat for vedvarende angreb og til sidst fordrevet. En handelsmand fra Ohkotsk i Sibirien sendte af denne grund i 1766 en flåde mod aleuterne for at undertvinge dem, og antallet af indfødte i området faldt drastisk som følge af dels udryddelser og dels de sædvanlige sygdomsepidemier.

I l780erne begyndte britiske og amerikanske handlende imidlertid også at komme til området, og de udgjorde en markant trussel for det hidtidige russiske monopol. For at beskytte deres interesser anlagte russerne permanente kolonier, den første fra 1784 hed Three Saints på Kodiakøen. Det hjalp. Alle russike handelsfirmaer blev efterhånden samlet til ét, det Russisk-amerikansk Kompagni, og russerne fik Alaska for sig selv. I løbet af 1800-tallet indsamlede det russisk-amerikanske kompagni millionvis af skind i Nordamerika og dominerede sammen med Hudson Bay-kompagniet i Canada verdensmarkedet for skind.

Et af de indfødte folk formåede med held at modsætte sig russernes indtrængen. Russerne kaldte dem Kolush, på dansk tlingit. Da russerne første gang i 1790erne kom til tlingitternes land, fik de lov i bytte for gaver at jage sammen med deres aleutjægere. Men tlingitterne blev hurtigt klar over faren ved at udtømme pelsressourcerne i området, hvorefter de begyndte at angribe russernes og aleuternes lejre, klædt i dyremasker og harnisk af træ og råhud, der faktisk afviste russernes kugler.

Indtil russerne først og fremmest på grund af tlingitternes hårdnakkede modstand i 1867 endelig opgav ævret og solgte Alaska til USA, angreb tlingitterne gang på gang russernes bosættelser, og end ikke et krigsskib fra den kongelige russiske flåde kunne i 1818 sætte en effektiv stopper for tlingitternes modstand, der blev yderligere forstærket, da de kunne købe skydevåben af englænderne og amerikanerne.

Russerne nåede dog i hvert fald for en kortere bemærkning lidt længere end til Alaska, og i 1812 anlagde de Fort Ross ved Bodega-floden i det senere Californien, der på dette tidspunkt var en del af Mexico. Som i Alaska udnyttede russerne den lokale arbejdskraft, denne gang pomoerne. Da russerne tvangsudskrev flere og flere arbejdere og forlangte mere og mere, gjorde pomoerne oprør i form af hærværk og vold mod russerne. Russerne forlod til slut Californien i 1841, men på dette tidspunkt var pomoernes antal faldet betragteligt som følge af ovelagt drab, det hårde arbejde for russerne og europæiske sygdomme.

Kilder: Carl Waldman: Atlas of the North American Indians, 1983.
David Damas: Handbook of North American Indians, bind 5: Aretic. Smithsonian 1984.
Robert F. Heizer: Handbook of North American Indians, bind 8: California. Smithsonian 1978.