De californiske indianere blev normalt regnet for at være sky, venlige og fredelige mennesker. Milde som det klima, de boede i. Den første hvide mand i Californien regnes for at være spanieren Juan Rodrignez Cabrillo, der besøgte området i 1542 blot 50 år efter Columbus' landgang på San Salvador. I 1578-79 besøgte englænderen Sir Francis Drake den californiske kyst, hvor han mødte Miwok-indianere. Men området var ligesom hele det, der nu er det sydvestlige USA, under spansk og senere mexicansk herredømme. Spaniernes interesse for område var begrænset, og indianerne blev først og fremmest blot udnyttet som arbejdskraft og omvendt til krisiendommen og forsøgt civiliseret som tak. En egentlig kolonisering var der ikke tale om.
Efter de amerikansk-mexicanske krige i 1845 og 1848 afstod Mexico i to omgange det, der nu udgør staterne Californien, Nevada, Utah, Arizona, New Mexico og Texas samt dele af Colorado, til USA. Samme år, i 1848 blev der fundet guld i Californien. Guldfundet fik tusindvis af guldgravere og lykkejægere til at strømme over prærien til Californien, og de hvides antal steg fra under 10.000 i 1845 til 90.000 i 1850. Indianerne, der kom til at sta i vejen for "udviklingen", blev jaget som dyr og udryddet uden skam. Man regner med at der var mindst 200.000 indianere i Californien for de hvide kom til landet, men i 1850 var det faldet til 100.000 og i 1859 til 30.000.
Dette voldsomme pres mød indianerne medførte dog ingen større samlet modstand fra disses side. I 1850-51 slog Miwok- og Yokut-stammerne sig dog sammen og angreb guldgravenes byer og brændte handelsstationer ned. Som svar etableredes Mariposa-militsen, hvilket i løbet af 1851 førte til mindre bataljer med indianerne. Modstanden svandt dog gradvist hen og døde til sidst. Længere nordpå ved grænsen til Oregon gik Modoc-stammen, der boede ved Tule-søen i 1850erne uventet til angreb mod de hvide nybyggere. Da høvdingen blev dræbt, indgik hans søn, Kintpuash, en fredsaftale med de hvide, hvorefter parterne levede i fordragelighed gennem flere år.
Under borgerkrigen voksede utilfredsheden blandt de hvide over indianernes tyverier af heste og køer. Ved hjælp af politikerne blev der udfærdiget en traktat, hvorefter Modocerne blev flyttet til Klamath-reservatet i Oregon. Men Klamath-indianerne så Modocerne som indtrængende, og de generede dem og stjal fra dem. Mens Klamatherne fik deres forsyninger, fik Modocerne intet, idet den del af traktaten ikke var blevet godkendt af kongressen. Som følge af den højst utilfredsstillende situation førte Kintpuash sit folk ud af reservatet til Lost River-dalen, der dog i mellemtiden var blevet beboet af hvide nybyggere, der ikke havde til sinds at opgive deres jord. Men i nogle år boede Modocerne dog forholdsvis uforstyrret i området.
I 1872 blev presset fra de hvide mod politikerne dog for stort, og Modoc'erne fik ordre på at vende tilbage til Klamath-reservatet. Under major James Jackson ankom det 1. kavaleri til Modoc-lejren ved Lost River. Kintpuash var som altid (og i modsætning til sin far) stemt for en fredelig løsning og ville vende tilbage til reservatet. Modocerne fik ordre på at aflevere deres våben, hvilket skete tøvende. En kriger ved navn Scarfaced Charley insisterede irnidlerlid på at beholde sin pistol, hvilket resulterede i håndgemæng med løjtnant Frazier Boutelle. Det endte i en kort, heftig ildkamp mellem hvide og indianere, hvorefter Modocerne flygtede blandt sivene ved søen til et naturligt tilllugtssted, der var nemt at forsvare: the lava beds. Samtidig havde en anden gruppe Modocer under Hooker Jims ledelse haft træfninger med hvide og havde angrebet nogle garde og dræbt 15-20 hvide. Gruppen søgte nu tilfiugt sammen med Kintpuashs gruppe i the lava beds. Situationen gjorde en krig uundgåelig. Man holdte en afstemning blandt de 51 krigere. Kun 13 stemte for Kintpuashs fredelige løsning, mens 37 stod bag Scarfaced Charleys opfordring til krig.
De hvide, der nu var under oberstløjtnant Wheatons ledelse, talte 225 regulære soldater og 104 frivillige. Ved list og snilde samt en fordelagtigt forsvarsposition lykkedes det de fåtallige indianere at afvise de hvide ved at kamuflere sig, så de synede af flere. De hvide tabte slaget. der foregik den 17. januar 1873. Det demoraliserede dem, og de frivillige opløste sig selv og tog hjem. Kommandanten for nordvest-området, brigadegeneral Canby, overtog nu personligt kommandoen og forstærkede styrken til 1.000 mand. Samtidig igangsatte han dog også en længerevarende fredsforhandling, hvor Kintpuash nægtede at udlevere Scarfaced Charley og hans følge, der var kommet til ham for beskyttelse.
Men de hvide pressede hardt på en løsning, det samme gjorde indianerne. Dybt splittet lød Kintpuash sig af Medicinmanden Curly Readed Doctor overbevise om at ved at dræbe de hvides ledere ville soldaterne blive hjælpeløse. Under det næste møde den 11. april rejste Kintpuash sig pludseligt op, fremdrog en skjult pistol og rettede den mod Canby og trykkede af. Pistolen klikke, hvorefter Kintpuash spændte hanen igen og skød Canby, den eneste general, der blev dræbt under de amerikansk indianerkrige. Andre af de hvide blev under de efterfølgende tumulter skudt.
Der fulgte længere tids krigshandlinger, men de hvides talmæssige overlegenhed afgjorde til sidst krigen til Modocernes ulempe. Langsomt blev de resterende smågrupper indfanget af soldaterne eller overgav sig af egen vilje. En gruppe under Hooker Jim overgav sig således med et løfte om at hjælpe med til at fange Kintpuash til gengæld for amnesti. Den første juni blev Kintpuash og hans sidste to krigere fanget. Senere vidnede Hooker Jim mod Kintpuash i en retssag, der mest af alt mindede om justitsmord. Kintpuash og fem andre Modocer blev dømt til døden, to blev benådet. og den 3. oktober blev Kintpuash. Schonchin John, Black Jim og Bogus Charley hængt. Samme nat blev deres lig gravet op, balsameret og senere fremvist på markedspladserne på østkysten mod en indgang på 10 cents. Ligene blev senere halshugget og sendt til hærens medicinske museum og derefter til Smithsonian Institution for at undergå anatomiske undersøgelser. De tiloversblivende 153 Modocer, herunder Hooker Jim, blev sendt til indianerterritoriet i Oklahoma, hvor de kom til at bo i Quapaw-stammens område. I 1909 fik de overlevende 51 Modocer allernådigst lov til at vende tilbage til Klamath-reservatet i Oregon.
© 1998-2002 Jørgen Madsen • info@indianere.dk •
Opdateret: 1. marts 2000.