De første indbyggere i det nye kontinent var primitive storvildtjægere. De jagede uldhåret mammut, mastodont, sabeltandstiger, puma, kamel, bison, bjørn, ulv, kæmpebæver, kæmpedovendyr, kæmpebæltedyr og andre dyr, hvoraf mange nu er uddøde.
Over mange årtusinder opstod der et utal af kulturer, der igen forsvandt, mens andre kom til. Flere kulturer eksisterede samtidigt forskellige steder. Der forekom desuden overlapninger mellem perioderne. Man ved meget lidt om disse kulturer. Et fåtal arkæologiske fund antyder, hvad disse mennesker levede af, men ikke ret meget mere. Jeg vil gennemgå en række af disse tidligere kulturer.
Oversigt over de tidlige kulturer.
Palæo-indianere (50.000-6.000 f.kr.)
I den allertidligste periode, der kaldes præ-projektilspids-perioden, har jægerne kun brugt primitive sten- og benredskaber, men de havde endnu ikke udviklet spydspidsen. Deres spyd var derfor blot en tilspidset kæp, der sandsynligvis blev hærdet over ilden. Denne periode strakte sig ca. 50.000-25.000 år siden.
For omkring 25.000 år siden begynder der at dukke flere stenredskaber op, lavet af flint og obsidian. De vigtigste kulturer i denne periode er (se kort):
Sandia-kulturen (25.000-10.000 f.kr.) i sydvestområdet
Clovis-kulturen (15.000-8.000 f.kr.) i sydvestområdet
Ældre Cordillera-kultur (9.000-5.000 f.kr.) på Columbia-plateauet
Ørken-kulturen (9.000-1.000 f.rk.) i sydvesten
Folsom-kulturen (8.000-7.000 f.kr.) på den centrale prærie
Plano-kulturen (7.500-4.500 f.kr.) på den centrale prærie
De fire første kulturer var jægerkulturer, der afhang udelukkende af jagt på storvildt. De to sidste, Ældre Cordillera og Ørken, var forløberne for et kulturelt skifte væk fra storvildtjagt. Disse to kulturer ernærede sig ved jagt på mindre dyr, fiskeri og indsamling af vilde planter.
På et tidspunkt mellem 9.000 og 5.000 f.kr. uddøede mange af de store jagtdyr, hvilket stadig er et stort mysterium. Årsagen er muligvis et varmere og mere tørt klima, kombineret med mere og mere effektiv jagt. Denne uddøen nødvendiggjorde en kulturel tilpasning, hvor man i mindre omfang afhang af jagten og i større grad af indsamling af vilde planter. Denne udvikling markerer overgangen til arkaisk tid.
Arkaisk periode (6.000-1.000 f.kr.)
Denne periode er kendetegnet ved et højere teknologisk niveau, men dog stadig uden bue og pil. Til gengæld dukker de første smykker op, de første både blev lavet og hunden blev tæmmet for første gang. I denne periode ernærede man sig primært af jagt og fangst på mindre dyr, fiskeri og indsamling af forskellige planteressourcer.
I denne periode forekommer der en lang række kulturer, der opstår, overlapper og forsvinder igen. Af de vigtigste kulturer kan nævnes:
Cochise-kulturen (7.000-1.000 f.kr.) i sydvesten. Var efterkommere til Ørken-kulturen, og selv forfædre til senere kulturer i sydvesten: Mogollon, Hohokam og Anasazi. I løbet af denne kulturperiode kommer der revolutionerende gennembrud: agerbruget forekommer første gang i Nordamerika, nord for Mexico. Denne udvikling, der markeres af fundet af den første dyrkede majs, er muligvis opstået med inspiration fra indianerkulturerne længere sydpå i Mesoamerika/Mexico. Desuden udvikledes de første primitive hustyper: den halvunderjordiske hytte.
Ældre Kobber-kultur (4.000-1.500 f.kr.) ved de store søer. Denne kultur, der udarbejdede redskaber af sten, træ, ben, horn og skaller, udmærkede sig ved som de første i Noramerika at bruge kobber til at lave redskaber af. I første omgang forarbejde de kobberet som om de var sten, ved at hugge småstykker af det. Men efterhånden fandt de ud af at forarbejde det ved skiftevist at varme det op og hamre på det. Talrige fund i store dele af det østlige Nordamerika antyder, at disse folk havde en betydelig eksport af redskaber og smykker af kobber.
Rød Maling-kultur (3.000-500 f.kr.) i New England-New Foundland-området. Denne kultur fik sit navn, idet der er fundet talrige grave, der er afmærket med pulveriseret, rød hæmatit (blodsten eller rødjernsten). I gravene var der lagt redskaber, smykker, figurer og nogle gange fyrtøj af flintesten og pyrit, der endnu bevidner den teknologiske udvikling.